Episode 13

Indie-udviklernes interne paradis.

Game Developers Conference – eller GDC, som det kaldes i folkemunde – er netop løbet af stablen i San Francisco til stor glæde for indie-udviklere rundt omkring i verdenen.

Konferencen vokser sig nemlig større og større, og kender man bare det mindste til indie-miljøet, så har man helt sikkert hørt om konferencen. Heldigvis er Julie en GDC n00b, og derfor tager vi et kig på, hvad konferencen egentlig går ud på, hvorfor den er så populær blandt de mindre (især danske) udviklere, og hvad årets største nyheder fra konferencen byder på.

Vi får hjælp fra Det Danske Filminstituts spilredaktør Simon Løvind, som befandt sig i orkanens øje, og så har vi Bo Blond Daugaard, som har stået bag spillet 99 Levels to Hell, med i studiet. Han fortæller om suset ved at være med til GDC, og hvordan det nærmest giver en euforisk følelse af sammenhold, når man snakker (og drikker) med et hav af andre indie-udviklere.

Episode 12

Bedre end forventet?

Det må vel være overskriften for årets Danish Game Awards, som ellers tidligere har brilleret i pinlige optrin og brugen af unge kvinder som scenedekoration. Men årets udgave var en uvant ansvarlig udgave af det årlige optrin, hvor spildistributørernes brancheorganisation og spidserne fra de danske spilmedier mødes, og deler priser ud til internationale AAA-spil, som modtages af PR-folkene fra de danske distributører på spillenes vegne.

Men trods den sobre optræden, virker Danish Game Awards stadig som et mærkeligt internt arrangement, der brander sig som ‘Danmarks Store Spilpris’, men som i realiteten er en intern networking fest, hvor spilpressen, og de spildistributører som holder dem i live ved at købe reklame plads hos dem, mødes for at klappe hinanden på skulderen, og forsøge at glemme, at den verden af spil i boks og æske som de repræsenterer er hurtigt på vej ud over kanten.

Links

 

Episode 11

“The times they are a-changin'” lød det en gang fra Bob Dylan, og man skulle næsten tro, at han sang om spilbranchen anno 2015.

Stille og roligt er der nemlig sket ændringer i spilbranchen og pressen, som dækker den. En generationskløft er så småt ved at blive skabt, og som et stort forbundet net påvirker alle forandringer hinanden, imens de svage bukker under – fx traditionelle spilmedier, som ikke længere kan hive nok penge hjem via traditionel dækning, men som i stedet tromles ned af populære personligheder på YouTube (*host* PewDiePie *host*).

Vi diskuterer generationskløften og hvilke konsekvenser, den har. Ikke kun for spilpressen, men også for marketingsfolk og spillene i sig selv. Og – fordi intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – ser vi ligeledes på de muligheder, som nye generationer bringer med sig, heriblandt crowdfunding og en af de pointer, som GamerGate faktisk havde ret i.

Links

 

Episode 10

It was the best of times, it was the worst of times.

2014 var mildt sagt et turbulent år for spilmediet. Der var sådan set masser af fine spil, men kendetegnende for året var også, at mange af de største spilbegivenheder ikke fandt sted i selve spillene, men i det miljø som omgav dem. Men det var under alle omstændigheder et turbulent år, som vil trække spor mange år frem i tiden.

I denne særudgave af Spilmagasinet kigger vi tilbage på året der gik – både på den internationale og den hjemlige spilscene, og de begivenheder der prægede året både på og uden for skærmen og kommer med et par kvalificerede gæt på, hvad vi kommer til at se mere til i 2015.

Nåja, og så kommer vi også lige med hver vores bud på årets spil.

Episode 9

I starten af november blev det nye filmforlig forhandlet på plads. Udover millioner og millioner af støttekroner til den danske filmbranche var der også penge til den danske spilbranche. Derfor tager vi et kig på forliget, og hvilken betydning det har for den danske spilbranche.

For selvom spilstøtten egentlig er fordoblet rent økonomisk, så er modtagelsen ikke lutter lagkage og klaphatte. Vi diskuterer bl.a. mentaliteten i den danske spilbranche, når det kommer til støttekroner; hvorfor det er et problem, at der tilsyneladende er mangel på folk med spilviden i de mere politiske og bureaukratiske områder; og om den danske spilbranche måske bare skal være tilfreds med, hvad den får.

Derudover ser vi også på, hvordan den danske spilbranche ihærdigt slår et slag for at kunne stå på egne ben i forhold til filmbranchen, som udførte et stort (og ganske imponerende) lobby-arbejde inden forhandlingerne af filmforliget, hvor det overordnede budskab var et omstridt krav om flere støttekroner finansieret af teleindustrien frem for filmindustrien selv.

Du kan også downloade podcasten her (størrelse: 32 MB)

Links

 

Episode 8

Spilmagasinet er tilbage, og denne gang kigger vi ud over de åbne vidder i sandkassespillet. I øjeblikket flyver spil med åbne verdener om ørene på os. Assassins Creed: Unity, Far Cry 4, Dragon Age: Inquisition, Shadow of Mordor og genudgielsen af Grand Theft Auto 5 er med til at minde os om, at hvis der er én ting et rigtigt AAA-spil helst skal have i dag, så skal det være en åben verden, hvor man enten kan følge historien, eller gøre som man vil.

I løbet af 45 minutter når vi både omkring den historiske baggrund, Sandkasse-spillenes moder -Grand Theft Auto 3, voksen-legeplaser, digitale selfies, folk der samler på oste eller blomster og sightseeing i Skyrim.

Og så slutter vi af med en helt særlig historie som, sand eller ej, siger lidt om, hvor vide grænserne for historiefortælling egentlig kan være i spil med åbne verdener.

 

Episode 7

På Youtube kan alle høre dig skrige

Der var en gang, hvor gyserspil havde kronede dage på konsoller. Det var dengang, hvor man ikke turde spille dem uden at have lyset tændt. Men siden er gyserspil blevet en udvandet genre, hvor det ægte gys er blevet erstattet af rendyrket action. Hvor de skræmmende scener er byttet ud med store våben og følelsen af tryghed.

Det var dog lige indtil vores svenske naboer for et par år siden gav gysergenren et særdeles tiltrængt spark i røven. Med spil som Amnesia: The Dark Descent blev spillerne atter en gang jagtet og skræmt fra livet. En ny bølge af gyserspil gjorde sit indtog med en simpel, men effektiv strategi: Flygt eller dø.

I dette afsnit kigger vi på gyserspillenes renæssance og de virkemidler, som både nye og klassiske gyserspil har haft succes med, heriblandt Silent Hill, Amnesia: The Dark Descent og Alien: Isolation. Vi snakker om, hvorfor gysergenren – ulig visse andre spilgenrer – er så effektiv til at brede sig udover flere medier, og så glæder vi os over udsigten til, at folkene bag klassikere som Silent Hill og Resident Evil vender tilbage til deres rødder, bl.a. i selskab med filminstruktør Guillermo del Toro.

Nævnte vi forresten, at afsnittet er optaget i et lighus? Du bør muligvis høre podcasten helt til ende …

Links til reaktioner på skræmmende øjeblikke i gyserspil:

Læs mere om nogle af de nævnte spil:

Episode 6

Se ikke på skærmen!

Velkommen til denne særudgave af Spilmagasinet. Da Julie Horup er sat på bænken grundet sygdom, har vi i stedet fået besøg af Danmarks Grand Old Man udi spiljournalistik, Thomas Vigild. Men det er ikke computerspil vi skal snakke med ham om. Det handler derimod om bræt og brikker, når Thomas Vigild fortæller om brætspil, som i disse år har mere medvind, end de har oplevet længe.

Thomas er bl.a. initiativtager til brætspilprisen guldbrikken, og er en af de eneste faste brætspilsanmeldere i landet. Og i denne podcast fortæller han lidt om, hvad det er, der er så tiltrækkende ved brætspil, hvad det er de kan, sammenlignet med de digitale computerspil, og hvordan brætspilsmiljøet ser ud herhjemme. Og så kommer han også med et par anbefalinger til dem, som har fået mod til at kaste sig ude i de fysiske spil.

Link til Thomas Vigilds spilanbefalinger:

 

Episode 5

Efterårets udgivelser – kvantitet eller kvalitet?

Efteråret 2014 byder på et hav af spiludgivelser, men er der overhovedet nogle ordentlige spil at komme efter, eller skal vi til (endnu en gang) at vade igennem et hav af malkede franchises, som bare spytter årlige udgivelser ud for at tjene kolde kontanter?

I dette afsnit kigger vi nærmere på de spil, som vi glæder os mest til, og de spil, som de næste par måneder vil stjæle opmærksomheden op til det store juleræs. Det bliver en slagmark uden lige, hvor de store franchises står klar med deres årlige udgivelser, imens de mindre indie-spil skal levere noget af en indsats, hvis de vil blande sig i toppen.

Der er fodbold, bilræs, skydespil, gys og lidt mere skæve spil, som vi egentlig ikke helt ved, hvad vi skal forvente os af, men som allerede nu har gjort sig fortjent til en plads på listen over vores mest ventede spil resten af året – og så er der naturligvis alt det løse, som er værd at nævne, inden højsæsonen for spiludgivelser for alvor går løs.

Links til omtalte spil:

Episode 4

#GamerGate – en kvindehadsk bevægelse eller en korrupt presse?

Har man fulgt med på Twitter eller diverse spilinteresserede sider, er man formentlig stødt på begrebet #GamerGate. Nogle mener, at det handler om en korrupt spilpresse, andre mener, at det handler om pure kvindehad.

I dette afsnit ser vi nærmere på de forskellige sider af den efterhånden omfattende og højeksplosive sag, vi snakker med folk både for og imod #GamerGate, og så prøver vi ganske enkelt at finde hoved og hale i et opgør, der har rystet en hel branche.

I løbet af podcasten taler vi også med Mikkel Lodahl, adjunkt på spiluddannelserne i Grenaa, Dania Games, om sagen, da han har prøvet at grave sig lidt dybere ned i den, da han om kort til skal forelæse om emnet for de studerende.

 

Loading...
X